
Galleri Nikitho er en del af mit arkitektfirma: “Kim Thomasen Arkitekt”
Galleriet findes foreløbigt kun i denne on-line-version på nettet, men jeg holder bestemt muligheden åben for på et tidspunkt at skabe en fysisk udgave, der kan besøges. Galleriets udgangspunkt er at fremvise mine egne værker, men jeg håber på, at det i fremtiden også vil omfatte udstilling og salg af andre kunstneres værker.
Jeg er uddannet på Det Kongelige Danske Kunstakademi, hvorfra jeg tog afgang i 1985 fra Arkitektskolen. I 1997 startede jeg mit eget arkitektfirma efter at have arbejdet de første 12 år som ansat arkitekt. Jeg vandt som selvstændig de åbne arkitektkonkurrencer om Bornholms Museum og Statens Kunstfonds “Parcelhuset som Arkitektur” og modtog flere arbejdslegater fra Statens Kunstfond.
Jeg har imidlertid igennem mange år arbejdet parallelt med billedkunst i en forholdsvis ikke-kommerciel procesform. Min interesse for billedkunsten er efterhånden blevet dominerende, og nu har jeg fået lyst til at dele nogle af værkerne med min omverden.
Billedkunstarbejdet har omfattet tegninger, malerier og fotografiske værker, og den første del, som det glæder mig at vise frem og tilbyde til salg, er “Mine Fjerede Venner”, der består af fotoprints af vores haves velkendte fuglearter, som ofte er fotograferet med en kærlig vinkel i humoristiske situationer.
Kim Thomasen

